Der er bred konsensus om, at træning er et essentielt element i behandlingen og forebyggelsen af lidelser i bevægeapparatet. Således inkluderes øvelser og træning i alle kliniske retningslinjer af behandling af bevægeapparatsskader.
Der er mange årsager til smerter i bevægeapparatet. De hyppigste er traumer, som fx forstuvning, overbelastninger, som fx tendinopatier, degenerative lidelser, som fx slidgigt, og inflammatoriske bindevævssygdomme. Udover disse veldefinerede vævsskader ses også hyppigt muskel- og leddysfunktioner, som er en hæmmet eller ændret funktion af led og muskler. En muskel-led dysfunktion er således ikke i sig selv en patologisk tilstand, men kan blive symptomatiske med ømme muskelspændinger (myoser) og smertefuld bevægeindskrænkning. En dysfunktion kan desuden være en disponerende årsag til egentlige vævsskader. Omvendt vil vævsskaderne ofte resultere i dysfunktioner, som kan medføre andre skader. Ved behandlingen af skader i bevægeapparatet er det derfor vigtigt ikke kun at behandle den egentlige vævsskade, men også den eller de dysfunktioner som kunne være årsag til eller en følge af skaden.
Dysfunktionerne behandles med manuelle behandlinger med ledmobilisering, MET, MFR, CST og patienten instrueres i bevægeøvelser og strækøvelser, styrke- og stabilitetstræning. Denne behandling udgør også en vigtig sekundær profylakse, så man reducerer risikoen for recidiv af skaden eller en anden skade.
Der er flere elementer der kan påvirkes ved øvelser og træning: Bevægelighed, balance, muskelkoordinering, vævsstyrke (muskelstyrke, senestyrke, knoglestyrke) og energiforsyning (aerob og anaerob).
