Akupunktur med fundament i den nuturvidenskabelige verden er internationalt kendt som Medical Acupuncture (MA), hvor viden om anatomi, neurofysiologi og patologi er afgørende elementer i denne tilgang. Der er dog en række ligheder mellem TCM og MA. Eksempelvis anvendes den samme betegnelse for akupunkturpunkterne, og måleenheden ”cun” er også den samme.
Den klassiske akupunktur anses af mange som en behandlingsmetode, som kan helbrede en lang række symptomer og sygdomme. Vi benytter primært akupunktur sammen med vores øvrige manuelmedicinske behandlingsmetoder til behandling af bevægeapparatsproblemer.
Vores tilgang til akupunkturen er palpation af triggerpunkter eller tenderpoints, hvorefter vi behandler med en eller flere af vores manuelle teknikker, hvor brug af nåle er en af dem. En anden teknik, hvor vi behandler triggerpunkter/tenderpoints, er counterstrain.
Når akupunkturnålen indføres, påvirkes forskellige typer af mekanoreceptorer, thermoreceptorer og nocireceptorer.
Forskellige neurotransmittorer, f.eks. histamin, bradykinin og prostaglandiner bliver frigivet og aktionspotentialer afsendes i umyeliniserede C-fibre og tynde myeliniserede A-δ fibre samt A-α og A-ß fibre mod spinalkanalen via baghornet og herfra videre til kerner i hjernestammen, det limbiske system og den sansemotoriske cortex. Undervejs hæmmes de smerteførende impulser af forskellige interneuroner.
Ved indstik af akupunkturnålen og stimulering af den fremkommer en lokal inflammation og dermed kardilation og øget blodperfusion i vævet p.gr.a. udskillelse af forskellige stoffer som calcitonin gen-relateret peptid (CGRP), vasointestinalt peptid (VIP) og nitrogenoxid (NO). Disse stoffer virker bl.a. vævshelende. Samtidig påvirkes muskeltenene ved indstik i muskler og ved stimulering af nålen ved rotation eller med strøm.
Der sker en depolarisering i de afferente nervefibre, og aktionspotentialer afsendes via en -afferent impuls til baghornet og videre til den alfamotoriske forhornscelle, som bevirker en muskelkontraktion lokalt omkring nålen. Dette er en af forklaringerne på De-Qi fornemmelsen. Samtidig er det også forklaringen på, at en akupunkturnål sidder fast, når den stikkes ned i en hyperton muskel eller et tenderpoint, og hvorfor den kan bøje, når hypertonien er forskellig i de forskellige myofascielle lag. Når nålen har siddet nogle minutter indtræder en release og musklen afslappes, hvilket bruges til behandling af myoser (tenderpoints/triggerpoints).
Injektion med binyrebarkhormon bruges i stor udstrækning til behandling af smerter i bevægeapparatet og har veldokumenteret effekt ved inflammatoriske lidelser.
Inflammatoriske reumatiske sygdomme (artrit)
Ved leddegigt og andre inflammatoriske, reumatiske sygdomme vil den ubehandlede, inflammatoriske proces medføre bruskødelæggelse, knogleerosioner og dermed led-destruktion. Et stort dansk multicenterstudie (CIMESTRA) har dokumenteret en formidabel effekt af aggressive led-injektioner med binyrebarkhormon i alle hævede led - op til 4 ml hver anden uge, gennemsnitligt 6 ml de første 3 måneder - hos patienter med aktiv leddegigt og kun med meget beskedne bivirkninger.
Degenerative lidelser (artrose)
Ved degenerative lidelser som slidgigt (artrose) er der i reglen mindre inflammatorisk reaktion, men også her er der god dokumentation for en god korttidseffekt af injektion med binyrebarkhormon. På langt sigt kan progressionen af denne degenerative sygdom dog naturligvis ikke ændres. De kontrollerede studier beretter kun om få bivirkninger.
Vævsskader (traumer og overbelastninger)
Et led kan også hæve op og blive inflammeret ved overbelastning eller traumer. Årsagen er ofte en vævsskade på brusk, ledkapsel, ligamenter, menisk/ledlæber, som skal behandles særskilt, men ved protraheret inflammation eller inflammation uden anden vævsskade end traumatisk synovit kan injektion af binyrebarkhormon være indiceret. Traumatiske skader bør ellers generelt ikke behandles med binyrebarkhormon, da det hæmmer helingsprocessen.
Overbelastningsskader er primært lokaliseret extraartikulært sv.t. sener, seneskeder og slimsække, hvor injektion af binyrebarkhormon kan være indiceret som et supplement, hvis der ikke er effekt af den aktive aflastning med stimulerende træning af den skadede struktur.
Et stort review i Lancet 2010 finder god effekt på kort sigt af injektion af binyrebarkhormon ved disse lidelser, men forværring på langt sigt, hvorfor de fraråder injektioner. Imidlertid bruger alle de inkluderede studier binyrebarkhormon som monoterapi, som vi derfor ikke anbefaler! Hvis man blot fjerner symptomerne, vil patienterne fejlagtigt tro, at de er raske, og fortsætte en forkert eller for voldsom belastning.
Binyrebarkhormon korrigerer ikke belastningsfejl/træningsfejl og skal altid følges op med aflastning fra de belastninger, der vurderes som årsag til skaden. Samtidig skal vævet stimuleres til hensigtsmæssig heling ved kontrollerede øvelser.
På nedenstående figur illustreres effekten af binyrebarkhormon som monoterapi, binyrebarkhormon kombineret med aflastning, og binyrebarkhormon kombineret med aflastning og kontrolleret træning. Effekten af aflastning og træning er også illustreret.
