Kursusdiamant 2016

 

Basiskursus før andre kurser

MET A før niveau 3.
MET B før MET-Manipulation
MET B eller MET-Manipulation før Masterkursus.

Der er dog mulighed for både Øvelseskursus samt MFR-Counterstrain direkte efter Basiskursus - jf. de stiplede linier - MEN forudgående deltagelse i MET A vil lette forståelsen og indlæringen.
Ad hoc kurser: Ved behov er der mulighed for andre kurser, f.eks. Nålekursus.
Formanden for Uddannelsesudvalget hjælper gerne med valg af kurser.

Behandlingsprincipper

Kort oversigt over de osteopatiske/manuelmedicinske behandlingskoncepter, der i kursussammenhæng er blevet gennemgået i DSMM-regi.


Torben Halberg:
Man kan groft inddele de forskellige behandlingskoncepter i de, der har behandlingsretning rettet direkte mod de restriktive barrierer, og de behandlingskoncepter hvor behandlingsretningen er bort fra de restriktive barrierer, enten hen mod det punkt hvor vævsspændingerne i alle tre bevægeplaner er mindst, mod det punkt der beskrives som ”pathologic neutral” eller ”dynamic balance point”, eller helt op mod de elastiske barrierer i de modsatte retninger af de restriktive barrierer.

I en behandlingssekvens vil man ofte skifte mellem disse behandlingsprincipper for at opnå den hurtigste og mest skånsomme behandling af den enkelte patient. Det handler om at tilpasse behandlingsmetoden, så den er bedst for både behandleren og patienten. Rækkefølgen er vigtig fordi, man som behandler kun kan behandle med metoder man er fortrolig med, og som passer til ens hænder og temperament. Hvis ikke dette princip følges, vil det ikke føles rigtigt for patienten, og man kan ikke nå sit behandlingsmål. Jeg tror ikke, at nogle behandlingskoncepter er andre overlegne, men mere på samspillet mellem behandler og patient under behandlingen. Imidlertid vil en stor værktøjskasse være at foretrække, så man lettere kan tilpasse behandlingen til patienten og dennes problemer, og samtidig give behandleren en større frihed i sin behandling.

Ofte anvendes i behandlingen release forbedrende tiltag (”Release Enhancing Maneuvers” / REM), hvor den kraftigste er åndedrættet. Ofte anvendes også øjenbevægelser eller bevægelse af enkelte dele af ekstremiteter. Den nedenfor beskrevne MET-teknik kan også anvendes som release forbedrende metode.

1: Soft Tissue teknik (bløddelsbehandling).

Metoden er defineret som en behandlingsprocedure rettet mod det myofascielle væv mere end mod selve skelettet. Man anvender den diagnostiske palpation til at monitorere de vævs- og mobilitetsændringer, der kommer. Konceptet opfattes som vævsmobilisering oftest rettet mod den restriktive/elastiske barriere. Der kan i behandlingsforløbet være elementer af traditionel massage, lineær eller tværgående stretching, tryk eller traksion.

2: Myofacial Release teknik (MFR).

Behandlingskonceptet hviler på den antagelse, at øger man hypertoniciteten ved dysfunktionen, vil den samlede neuromuskulære aktivitet kunne blive så stor, at impulsstrømmen brat stopper, og der optræder kortvarig lokal atoni (Release-fænomenet).
Dysfunktionen ophæves ofte herved.
Konceptet beskrives som BBR-Konceptet:

  1. Man skaber Balance i området over dysfunktionen.
  2. Man skaber bevægelse hen mod den restriktive barriere, hvor man øger belastningen ved at øve let traktion og twistning af vævet.
  3. Man venter på at Release vil indtræde i løbet af 10 - 30 sec.

Værktøjet man anvender, er et håndgreb, hvor man placerer sine hænder over dysfunktionen (vores "Point of entry") således at man kan opbygge "de 3 T-er":

  1. En Tension i vævet.
  2. En Traktion og
  3. En Twistning af vævsstrukturen under ens hænder mod eller bort fra den restriktive barriere.

Ophæves en dysfunktion, vil ændringen skabe normal funktion i de tilstødende områder, og således, som ringe i vandet, kunne genskabe symmetrisk funktion af hele det muskulo-skeletale system i postural balance.
Det er en teknik, der indeholder elementer fra de fleste osteopatiske behandlingskoncepter. Metoden beskrives ofte som en direkte behandlingsmetode, hvor man arbejder op mod den restriktive barriere. Man regner med, at behandlingseffekten er bedst i dette tilfælde. Imidlertid kan metoden også beskrives som en indirekte metode, hvor man arbejder bort fra den restriktive barriere, enten hen mod den modsatte elastiske barriere, eller hen mod punktet med mindst vævsspænding. I det sidste tilfælde skiftes behandlingskonceptet til det nedenfor beskrevne under de indirekte funktionelle teknikker.

3: Mobilisation uden impuls (artikulationsbehandling).

Behandlingsretningen er her hyppigst rettet mod den restriktive barriere, men her kan man også anvende en retning mod den elastiske barriere der ligger længst borte fra den restriktive barriere. Grænsen mellem mobilisering og manipulation vil af mange opfattes som hårfin, idet det bliver et spørgsmål om, man ved mobiliseringen flytter den restriktive barriere så langt, at man også behandler det hæmmede led ud i det parafysiologiske rum.

4: Neuromuskulær terapi (muskelenergi teknik, ME-T).

Teknikken beskrives som en aktiv direkte teknik, der arbejder direkte mod den restriktive barriere.
Kraften i behandlingen er intrinsic (ydet af pt. selv).
ME-T er defineret som en manuel medicinsk behandlingsteknik, hvor pt. efter behandlers anvisning:

  1. aktiverer sine muskler, til en bevægelse, i en bestemt retning,
  2. med en kraft, der anvises af behandleren,
  3. og mod et modhold, der ydes af behandleren.

Indenfor de neuromuskulære terapiformer beskriver man ofte 3 forskellige metoder:

  1. Mobilisation ved brug af direkte muskelkraft.
  2. Mobilisation ved brug af post-isometrisk relaxation af agonister.
  3. Mobilisation med reciprok inhibition af antagonister.


Muskelkraften der anvendes er enten isometrisk (ca. 90%) eller isotonisk (ca. 10%).
Man anvender overvejende isometrisk muskelkraft i behandlingen af de dysfunktioner, hvor muskulaturen spænder hen over det dys­fungerende område. Dette gælder hovedsagelig for dysfunktioner i columnas led.
Den isotoniske muskelkraft anvendes hyppigst i de tilfælde, hvor muskulaturen ikke spænder hen over dysfunktionen.
Dette gælder især for dysfunktioner i pelvis.

Konceptet beskrives altså som en direkte behandlingsmetode, hvor behandlingsretningen er rettet mod den restriktive barriere. Imidlertid vil man ofte med fordel kunne skifte mellem denne direkte behandlingsmetode og de nedenfor beskrevne indirekte funktionelle teknikker, hvor man så primært opfatter MET som en release forbedrende manøvre.

5: Mobilisation med impuls (manipulationsbehandling, "High Velocity, Low Amplitude, Thrust Technique").

Behandlingsformen er her oftest beskrevet som en direkte behandlingsform mod den restriktive barriere. Behandlingen foregår i det parafysiologiske rum. Man påfører vævet lille belastning med stor hastighed op mod den restriktive barriere, uden dette udløser smerter. Belastningen appliceres dog forskelligt alt efter hvilken forklaringsmodel der lægges til grund for behandlingen.

I Nordamerika, England og Midteuropa diagnosticerer man ændret funktion. Man diagnosticerer dysfunktionen ved at lokalisere ændringerne i de segmentære bevægemønstre. Der er ved en hæmmet bevægelse antagelig opstået en restriktiv barriere og et deraf følgende funktionstab. Dette er ofte beskrevet som ophævet “Joint Play”. “Joint Play” er defineret som den lille bevægemulighed, et led skal have mellem den elastiske barriere, der er grænsen for den passive bevægemulighed, og den anatomiske barriere, der er grænsen for den maksimale bevægemulighed. (John Mennell). Man applicerer behandlingskraften direkte mod den/de restriktive barrierer ved dysfunktionen. Behandlingen må aldrig foregå i en retning, der udløser smerter. Behandlingsretningen kan også rettes modsat bevægehæmningen. Manipulationen beskrives da som en indirekte eller “Rebound”manipulation. Denne metode kan anvendes, hvis behandlingsretning mod barrieren er smertegivende, mens den modsatte retning er smertefri. (J.F.Bourdillon)

Mange amerikanske osteopatiske behandlere mener, at man ikke skal anvende mobilisation med impuls-teknikken, hvis man ikke kan behandle direkte mod den restriktive barriere. De anbefaler i stedet at anvende en af de øvrige manuelmedicinske behandlingsteknikker.

I Frankrig og andre latinsktalende lande diagnosticeres det smertegivende område, idet man her forestiller sig , at smerten forårsage dysfunktionen. Man manipulerer altså kun smertegivende dysfunktioner,og kun, hvis der findes en smertefri behandlingsretning. Manipulationen udføres altid modsat den retning, der udløser smerte eller patientens symptomer. Det kaldes “reglen om ingen smerte og modsat bevægelse” defineret af R. Maigne. Manipulationen vil ofte her være en indirekte manipulation. Det er af R. Maigne anført, at en manipulation bedst kan gennemføres, hvis der er 3 ud af de 6 mulige bevægeretninger, der er smertefrie Han anfører, at manipulationen kan gennemføres med ca. 70% sikkerhed, hvis der kun er 2 smertefrie bevægeretninger, mens der kun er maks. 40% sikkerhed, når der kun er én smertefri bevægeretning. I dette sidste tilfælde fraråder han manipulation.

Min erfaring er, at hvis man manipulerer, kan man med stor fordel skifte mellem den direkte og den indirekte metode, Man skal også efter min mening undlade at manipulere to gange efter hinanden i samme behandlingsretning. Dette mindsker risikoen for manipulationsskader.

Man skal huske, at thrustbehandlingen skal rettes mod det restriktive væv, der både kan være det hypertone væv eller den dysfungerende facet ved bevægesegmentet, og ikke specielt fokusere på at frembringe en manipulationslyd. Ifølge Sutherland er den perfekte manipulation ”noiseless”.

6: Integrerede teknikker (indirekte funktionelle teknikker).

De forskellige indirekte behandlingsmetoder arbejder alle bort fra den restriktive barriere hen mod det punkt, hvor vævsspændingen i alle bevægeplaner er mindst. Punktet kaldes ofte ”Dynamic Balance Point” (DBP), ”Dynamic Membraneus Point” (DMP) eller ”Balanced Membraneus Tissue” (BMT).
Herfra kan forskellige behandlingsstrategier anvendes.

  1. Balance and Hold.
  2. Dynamic Funktional Procedures. Operator Active.
  3. Dynamic Funktional Procedures. Operator Passive.
  4. Release by Positioning.


Ad. 1: Ved denne metode holdes strukturen på DBP i 5-30 sek., hvor respirationen sætter grænsen. Uden anvendelse af respirationen kan DBP holdes i 30-90 sek., hvorved teknikken har meget fælles med princip 4. Proceduren gentages et antal gange. Man vil hele tiden finde det nye DBP nærmere det normale balancepunkt for vævet. Behandlingen slutter når man har genskabt normal bevægelse.

Ad. 2: Fra DBP forsøger behandleren at "tilbyde" en lille bevægelse i forskellige retninger. Da bevægelsesindskrænkningen er forskellig i de forskellige retninger, vil man kunne "guide" vævet gennem de bevægemønstre som tillades, uden der opstår væsentlig modstand fra de omgivende strukturer indtil vævets normale bevægemønster er genskabt.

Ad. 3: Fra DBP følger behandleren passivt, efter han har introduceret en lille bevægelse, de bevægelser i forskellige retninger som vævet selv ønsker at foretage for at genskabe sit normale bevægemønster. Disse bevægelser kan beskrives som en "Unwinding" (G.A.Laughlin, E. Stiles).

Ad. 4: Denne teknik blev primært beskrevet af Lawrens Jones som teknikken ”Strain-Counterstrain”, senere alene ”Counterstrain Technique”.

Hans definition af metoden er følgende: ”Strain-Counterstrain-metoden kan lindre eller fjerne en smerte i columna eller andre led, ved at behandleren passivt anbringer leddet i den stilling, der for leddet føles mest komfortabel, eller at opnå det samme ved at mindske eller standse den fortsatte uhensigtsmæssige proprioceptive aktivitet i det afficerede område ved at tilstræber en betydelig forkortelse af den muskel, der indeholder den dysfungerende muskelspindel ved hjælp af en let belastning af denne muskels antagonist”.

Med denne teknik skal behandleren monitorere en række" tenderpoints" (defineret af Jones) mens han samtidig anbringer patienten i den stilling, hvori han kan monitorere mindst ”tenderness” i vævet. Denne stilling fastholdes i 30-90 sek. Det er den eneste teknik hvor man lader sig lede af den ”tenderness”, der registreres i det hypertone væv.

Ofte vil dette punkt også være det punkt, hvor vævstensionen er mindst, og man kan også lade sig vejlede at dette. Hvis man gør dette, skifter man fra det oprindelige ”Jones-princip”, og man vil herefter finde fællestræk med princip 1.

7. Osteopatiske behandlingsprincipper anvendt på kranierelaterede dysfunktioner.

Artikulationerne mellem craniets forskellige knogler er overvejende syndesmoser, men kan også som artikulationen mellem os occipitale og os sphenoidale være en synchrondrose.


Konceptet hviler desuden på den antagelse, at der hele livet bevares en vis bevægemulighed og dermed en lille bevægelse mellem craniets forskellige knogler og sammenhængende strukturer.
(W. G. Sutherland)

Hæmmes denne bevægelse er der skabt en dysfunktion. Ved palpation vil der i normale tilfælde kunne registreres en svag rytmisk bevægelse, hvis frekvens er mellem 6 og 14 svingninger pr. min. Man beskriver en amplitude på 0.38mm –1mm. Disse svingninger vil via det meningeale system forplante sig til den øvrige del af kroppen. En hæmning af denne bevægemulighed, enten lokalt i craniet eller mere generelt, vil medføre symptomer, der enten kan optræde lokalt svarende til det dysfungerende område eller være mere generelle, ofte med udbredelse til helt andre regioner. Man vil i disse tilfælde registrere en ændring af den ovenfor anførte frekvens enten som færre eller som flere svingninger pr. min. Dette kan registreres enten lokalt ved dysfunktionen eller mere generelt.

Bevægelsen der skabes, kan i princippet palperes overalt på kroppen, men kan tydeligst palperes over kraniet og over sacrum ( pga. dura maters insertion). Uanset hvor i kroppen der optræder dysfunktioner, vil disse forstyrre denne bevægelse, og man vil registrere en ændring i rytme eller bevægeretning for de strukturer, der palperes.

Et ændret bevægeudslag eller en ændret rytme palperet over kraniet kan være sekundær til dysfunktioner i andre regioner, hvilket i øvrigt er det hyppigst forekommende, men de kan også være en direkte følge af et kranietraume og dermed en primær kraniel dysfunktion. Kun i det sidstnævnte tilfælde kan man overveje at behandle de kranielle dysfunktioner primært, men ofte er der i skadeøjeblikket også opstået dysfunktioner i andre regioner, og de skal altid behandles først.
Foreligger der ikke et direkte kranietraume, skal alle dysfunktioner i andre regioner primært behandles. Først herefter kan den kranielle rytme vurderes og behandlingsbehovet over kraniet registreres.

Ved dysfunktioner vil man normalt registrere svingninger mellem det frie “still point” og det “still point”, der findes ved den restriktive barriere.

Ved den funktionelle indirekte teknik vil man følge vævets svingninger bort fra den restriktive barriere mod det frie “still point”. Vævet holdes kortvarigt i dette punkt (sekunder til få minutter) og følges i den næste svingning. I “still point” kan man med en let kraftpåvirkning (få gram til max. 500 gram) ændre retning i vævets svingning. Proceduren gentages til den restriktive barriere undviges, og release opstår, hvorefter barrieren ofte “smelter” bort.

I nogle tilfælde vil man vælge den funktionelle direkte teknik hvor man først følger vævet mod “still point” ved den restriktive barriere og holder vævet kortvarigt i dette punkt, før man følger vævet i den næste svingning. I “still point” kan en let kraftpåvirkning ændre vævets svingning. Proceduren gentages, til release optræder.

En anden behandlingsteknik, der kan anvendes, er ”Myofascial Release Technique”.

Denne teknik kan anvendes enten som indirekte teknik, hvor vævet føres bort fra den restriktive barriere til den indirekte barriere, eller som den direkte teknik, hvor vævet føres direkte mod den restriktive barriere. I begge tilfælde påføres vævet en kraft ved den engagerede barriere (tension, traktion og tvistning af vævet), indtil der optræder release i vævet, og barrieren “smelter” bort.

Generelt kan siges at man ved de indirekte teknikker skal anvende mindre kraft end ved de direkte teknikker.

Et acceptabelt behandlingsmål er 50% reduktion af dysfunktionen.

Man kan facilitere ved hjælp af åndedrættet.

8: IntraMuskulær Stimulation (IMS) eller blokadebehandling.

Disse behandlingsmetoder kan anvendes som supplerende behandlingsmetoder til de andre osteopatiske teknikker, eller som eneste behandlingsmetode i et behandlingsforløb, ligesom akupunktur kan anvendes til behandling efter behandlerens eller patientens aktuelle ønske eller behov.